Kære medlemmer,
Vi er nu kommet godt i gang efter Coronaen er kommet under kontrol. Vi har fuld gang i aktiviteterne både de politiske og de kulturelle.
Vi afholder et valgmøde på Nordjyllands Idrætshøjskole, Parkvej 61 9700 Brønderslev, torsdag den 28. oktober kl. 18:00 – 19:30. Her bliver der mulighed for at debattere med politikerne om de store
udfordringer Brønderslev by har med at få flere tilflyttere, opbygge et kulturcentrum, støtte de foreninger der bidrager til at skabe fritidsmuligheder, kultur og en udvikling af byen, midtbyens fortsatte udvikling, Banegårdspladsen, klimatilpasning, offentlig transport, udskiftning af bilparken fra diesel/benzin til el, udviklingen af handlen i byen og mange andre emner I har lyst til at bringe op. Vi håber at se mange af jer. Det er vigtigt at vi får valgt mange medlemmer fra 9700 området valgt ind i byrådet, så vi kan få større opmærksomhed på at udvikle kommunens største by.
Vi har allerede afholdt en lang række arrangementer:
Vi har medvirket i en succesrig bæredygtighedsfestival, der fra i år hedder Vendsyssel Bæredygtighedsfestival og gerne skal vokse i de kommende år med flere aktører og flere deltagere.
Vi bakker op om at gøre Brønderslev til en mere grøn kommune. Vi har søgt om at deltagelse i Det Grønne Råd, som kommunen har nedsat for kommunens deltagelse i Miljøministeriets konkurrence om Vild Natur.
Vi arbejder videre med at få hævet perronen på togstationen. Der er muligvis lys forude. Transportministeren har skriftligt og mundtligt til Borger 9700 fortalt at han arbejder på en løsning og vi snart vil få gode nyheder.
Vi arbejder på at udvikle stisystemet omkring Flisværket med nye stier med et Olsen Banden tema.
Vi arbejder videre på at bakke op om udvikling af et kulturcentrum omkring PN-bygningerne og Rhododendron Parken. Vi presser også stadig på for at få en legeplads i parken. Vi har dog stadig udfordringer med at få byrådet i tale.
Vi arbejder på at få byrådet til at bruge flere penge på kultur og foreningsarbejde. Vi er en af de kommuner i Danmark, der bruger færrest penge på dette.
Vi har afholdt en række kulturelle arrangementer i efteråret: opera og flere musikalske eftermiddage med Vivi Steffensen og andre. Alle meget velbesøgte.
Med venlig hilsen
Jens Tofting
p.b.v.