Forslag om paraplyorganisation til projekterne i Hedelund
Borger9700 er meget optaget af overvejelserne om projektet i Hedelund og de tilknyttede projekter i MOSS og Fonden. Derfor blev der afholdt et møde med en frivillig arbejdsgruppe bestående af
- Per Nielsen, Rosenvængets Alle
- Holger Hansen, Bredgade
- Poul Petersen, Tolstrupvej
- Peter Møller, Trudsvej
- Henning Krabbe, Bornholmsgade
Arbejdsgruppen er af den opfattelse, at der er behov for at se de forskellige projektideer i en sammenhæng, og der bør derfor etableres en form for “overordnet paraplyorganisation”, som med en tilknyttet tovholder kan sikre fremdrift i det hele og samordning og koordinering mellem de enkelte projektdele og tage vare på relevante fællesområder.
Vi ser med interesse, at der fra flere sider fremkommer forskellige forslag, fortæller Per Nielsen, der er Borger9700’s Hedelunds-ansvarlige. Det vidner om, at mange er optaget af sagen, og det er derfor vigtigt, at de forskellige forslag koordineres og samordnes. Vi anser det desuden som vigtigt, at der tilknyttes en tovholder, der med indsigt og gode kompetencer kan sikre fremdrift i det fælles projekt og i de enkelte delprojekter, mener arbejdsgruppen. En overordnet organisation kan desuden bistå med nødvendige og koordinerede tiltag vedrørende finansiering og fundraising for de enkelte projektdele og for de relevante fællesområder i projekterne, f.eks. parkering.
Arbejdsgruppen har i øvrigt bemærket, at Realdania i mange projekter har anført, at kommunerne har spillet en central rolle i forløbet med at få samlet de forskellige aktørers kræfter. Derved har projekterne kunnet modnes og realiseres med involvering af mange ildsjæle og interesser, og hvor der er blevet skaffet betydelige fondsmidler til finansiering af de forskellige ideer. Det er også arbejdsgruppens indtryk, at projekter med flere samarbejdende aktører har lettere ved at skaffe fondsfinansiering.
Det vil derfor være naturligt at skabe en overordnet paraplyorganisation i Hedelund. Og når etableringsfasen vil være afsluttet for de enkelte projektdele kan organisationen overgår til en ejerforening, der kan tage vare på de forskellige fællesområder samt sikre en løbende optimering af snitfladerne mellem de enkelte aktører og sikre en løbende udvikling hen over årene, slutter Per Nielsen.
Brønderslev den 14.4.2021
Yderligere oplysninger hos
Per Nielsen, Mobil 40 74 82 06, Mail kitteogp@gmail.com