Ifølge vedtægterne skulle vi have afholdt generalforsamling i marts måned, men det var på grund af Corona ikke muligt.
Vi har, igen på grund af Corona ikke kunnet lave kulturelle arrangementer for byens borgere. Vi har dog gennemført den 7. bæredygtighedsfestival i uge 35. Det betyder dog ikke vi ikke arbejder på at forbedre byen.
Vi er stadig omkring 500 medlemmer, men der er plads til mange flere. Jo flere medlemmer vi er, jo stærkere står vi, og jo flere muligheder giver det os i bestyrelsen i vores arbejde.
Det er meget glædeligt, at der blandt vore medlemmer er mange, som har lyst til at være med til at skabe aktiviteter i byen. Vi har i Borger9700 en Kultur-Gruppe, der har brugt tiden til at forberede arrangementer, der bliver gennemført i sidste halvår2021 startende med Sankthansfest, og en Bæredygtighedsgruppe, der gennemførte en festival i 2020 og har forberedt en festrival i 2021. Tusind Tak til alle i grupperne.
Overskriften for bestyrelsens arbejde er, at Borger9700 primært skal arbejde for Brønderslevs borgere. Det gør vi f.eks. ved at styrke Brønderslevs byområde med et kulturelt, socialt og praktisk fællesskab, der gør Brønderslev til fortsat at være et attraktivt sted at bo.
Vi bestræber os på aktivt at følge med i, hvad der planlægges for byen, og hvad der reelt sker i byen. Vi vil jo gerne så meget, men vi har begrænsede såvel økonomiske som tidsmæssige ressourcer – vi er jo alle frivillige.
Vi arbejder med følgende opgaver:
Vores by Brønderslev: Det er et initiativ, der bygger på erfaringer fra andre danske byer, herunder Ikast. Alle gode kræfter: kommunen, handelsliv, industri, turismeorganisationer og byens foreninger skal i fællesskab arbejde på at udvikle Brønderslev som et godt sted at bosætte sig med et veludviklet handelsliv og kulturelle aktiviteter, der sætter byen på landkortet. Der er nu ansat en projektleder: Michael Wittrup, der umiddelbart efter generalforsamlingen vil fortælle mere om dette samarbejde.
Midtbyen og Banegårdspladsen: Der har været nedsat et midtbyråd, der har inddraget handelslivet og byens foreninger i arbejdet med at udvikle midtbyen.
Kommunen har nu udviklet en plan for renovering af Banegårdspladsen. Den er bl.a. præsenteret på et offentligt møde. Formanden for kommunens udvalg for Teknik og Miljø. Peter Stecher vil umiddelbart efter generalforsamlingen fortælle om disse planer.
Vi har arbejdet for et nyt navn, hvor vi hædrer manden, der har en meget stor del af æren for at byen udviklede sig efter jernbanen kom til byen: Peder Nielsen. Det ser ud til at bære frugt. Den lille stikvej ved de nye Brunders Tårne er blevet opkaldt efter ham og vi forventer at hele Banegårdspladsen også bliver opkaldt efter ham.
Nyt kulturcenter: Vi arbejder for at der skabes et nyt sted for kultur i Brønderslev. Det skal ske i de gamle PN-fabriksbygninger og Rododendron Parken. Her er ved at blive skabt forudsætningerne for at skabe nyt liv ved at BAS flytter ind med teater og biograf og Moss skaber et nyt museum, der kan tiltrække besøgende nationalt og internationalt. Vi bør dog tænke det sammen med udviklingen af Rododendron parken. Vi vil skabe en sammenhæng mellem Fabrikken og parken. Museet og BAS vil lave aktiviteter i parken og den nye restaurant skal samtænkes med Fabrikken. Vi skal også modernisere parken med ny legeplads og plads til de unge f.eks. ved at bygge en skaterpark. Der skal også være flere aktiviteter f.eks. for de unge. Vi mener det er meget uheldigt at ungdomshuset er lukket. Det er meget vigtigt at de unge har et sted at mødes. Vi skal tænke stort og skabe faciliteter, der kan tiltrække nye beboere, mere handel og flere turister. Vi må skabe en vision som alle er med i inklusive kommunen.
Der har været megen debat bl.a. på facebook om placeringen af restauranten. Kommunalbestyrelsen har arbejdet internt med sagen gennem flere år uden inddragelse af interessenter i byen. De besluttede umiddelbart efter branden af den gamle restaurant at den nye skulle opføres det samme sted som den gamle. De kontaktede derefter Realdania, der lavede en studie af mulighederne i parken. Deres konklusion var at det kunne de godt se sig selv i, men forudsatte at det var en samlet plan for udviklingen af parken og at der var mange interessenter med til at udvikle en plan/ansøgning. Herefter ansøgte kommunen Realdania om penge til udelukkende en restaurant og
involverede ikke andre interessenter og fik som forventeligt afslag. Bestyrelsen i borger 9700 har hele tiden argumenteret for at samle alle interessenter og lave en samlet plan, som man kunne gå til Realdania eller andre donorer med. Vi argumenterede også for at der skulle være en sammenhæng mellem restauranten og de nye aktiviteter i de gamle PN-bygninger. Det kan medvirke til at skabe mere aktivitet ved skabe et bedre økonomisk grundlag for en restaurant, hvis aktiviteterne i fabrikken genererer aktiviteter i restauranten. Derfor skulle restauranten bygges så der også fysisk og visuelt var sammenhørighed mellem de to bygninger. Det har kommunalbestyrelsen også indset og har besluttet at restauranten skal bygges i området mellem søen, Nørregade og den gamle fabrik. Meningen er ikke, og det er vigtigt at understrege, at understrege at det er en cafe eller traktørsted der skal bygges. Den nye restaurant skal tjene de samme formål som den gamle restaurant men derudover være cafe for kunderne til Fabrikken og Museet enten i restauranten eller inde i den gamle fabrik. Selv om vi er glade for den beslutning i kommunalbestyrelsen, er vi kede af, at de stadig holder kortene tæt til kroppen og holder styregruppen, der arbejder med udviklingen af parken rent politisk, dog med konsultation af Fonden Fabrikken og Bas, men ikke andre. Vi har bedt om at komme med i styregruppen, men fået afslag.
Borger9700 fik en opfordring til at søge penge til en ny legeplads i Rododendron Parken, hvilket vi har gjort. Vi har ikke fået svar fra den fond vi har søgt, men kommunalbestyrelsens økonomiudvalg har trukket håndbremsen og lægger sagen over til styregruppen for parken.
Banegården: Vi vil gerne have stationsbygningen skiftet ud, men det er der ikke lydhørhed for hos de organer, der skulle finansiere det. Vi arbejder også for at få perronen bygget højere, da den nuværende højde giver store problemer for ældre, handicappede og folk med barnevogne. Vi er i kontakt med Banedanmark og ministeriet, men med de nuværende bevillinger til området vil der gå mere end 30 år før det bliver Brønderslevs tur. Vi lægger løbende pres på ministeriet for at bevilge flere penge i samarbejde med ældrerådet, Ældresagen, Grundejer 9700 og et bredt udsnit af handicap organisationerne. Der er i øjeblikket forhandlinger om en ny infrastrukturplan. Ministeren havde i et brev til os lovet at man ville kigge på problemet i forbindelse med disse forhandlinger. Der er også en god tekst om problemet, men beløbet, der afsættes, er ikke større end det der bruges i øjeblikket og det vil så stadigvæk tage op mod 30 år før man kommer til Brønderslev. Vi har skrevet til alle nordjyske folketingsmedlemmer to gange og fået positivt svar
fra flere af dem, men ingen konkrete løfter om at der vil blive afsat flere penge. Det har ikke hidtil været megen interesse fra kommunen og de politiske partier i at gøre noget ved sagen, men nu op til kommunalvalget er det rykket op på flere partiers dagsorden og de tager æren for at gøre opmærksomme på problemet, selv om der har været mange andre kræfter, der har arbejdet med det.
Julebelysning: Vi samarbejder med Brønderslev Handel og Grundejer 9700 om en permanent løsning på julebelysningen.
Udviklingen af Brønderslev Syd: Kommunen er nu i gang med byggemodning og udbud af flere grunde i syd.
Vi har på foranledning af et af vores medlemmer: Henning Krabbe arbejdet med udvikling af et udvidet stisystem, der samtidigt skulle pege på den historiske udvikling af området. Henning Krabbe har i samarbejde med kommunen og forsyningen udarbejdet et konkret forslag, der er sendt til en fond for mulig finansiering.
Neuroenhed Nord: Det blev diskuteret i regionen, hvor genoptræningen efter neuro skader skal ske fremover og det var på tale at centralisere behandlingen og nedlægge enheden i Brønderslev. Vi arbejdede for at beholde den og det er lykkedes da regionsrådet har vedtaget en plan der beholder enheden i Brønderslev og sætter penge af til en forbedring af forholdene på stedet.
Kulturelle aktiviteter: Vi planlægger en række musikalske arrangementer med bl.a. Vivi Steffensen og næste år vil selvfølgelig gennemføre Sankthansfest og kulturdag hvis situationen med Covid 19 tillader der.
Bæredygtighedsfestival: Vi har gennemført den 6. bæredygtighedsfestival, der var kraftigt påvirket af Covid 19. Vi er godt i gang med planlægningen af dette års festival, som vi forhåbentligt kan gennemføre uden Covid 19 restriktioner. Fremover vil vi lave Vendsyssel Bæredygtighedsfestival i stedet for Brønderslev Bæredygtighedsfestival, da flere og flere af vores aktiviteter spreder sig udover kommunegrænsen. Vi har fastlagt temaerne: klimavenligt. byggeri, lokalt produceret bæredygtigt mad og biodiversitet. Vi vil ligesom tidligere år producere en avis til omdeling i Vendsyssel. Vi vil arbejde indgående med biodiversitet i samarbejde med kommunen, der har tilmeldt os til Miljøministeriets konkurrence om vild natur. Startskuddet på kommunens aktiviteter under dette tiltag vil ske på vores festival. Vi har også indledt et lovende samarbejde med boligforeningen PM om at skabe vild natur i deres afdeling 11. Vi vil tilbyde flere spis sammen arrangementer over hele kommunen og lave en børnemadfestival i samarbejde med Nordjysk Mad og Turisme og PM’s afdeling 11. Vi har i år lavet en særlig hjemmesiden for festivalen hvor disse og mange andre arrangementer vil blive tilbudt.
Vi er altid åbne for forslag fra medlemmerne om hvad vi skal beskæftige os med og arrangementer vi skal planlægge.
Bestyrelsen i Borger 9700:
Formand: Jens Tofting
Næstformand: Jes Jacob
Kasserer: Kirsten Thomsen
Sekretær: Holger Hansen
Medlem: Per Nielsen
Medlem: Karl-Johan Nørregård
Medlem Ina Idskov